Højskoler under pres

Måske skal vi til at overveje brugerbetaling, siger Knud Rasmussenip Højskolias forstander Jakob Møller Lyberth.
16. januar 2010 17:34

Stor gæld og udsigt til faldende tilskud fra Selvstyret. Barske realiteter for de to grønlandske højskoler:

- Vi er under hårdt pres. Måske skal vi til overveje brugerbetaling ligesom i Danmark, hvor eleverne betaler omkring 20.000 kroner for et højskoleophold, siger Knud Rasmussenip Højskolias forstander Jakob Møller Lyberth.

Højskolerne har stor gæld. I slutningen af november løb den samlet op på godt 8,8 millioner kroner. Selv om tilskuddet fra Selvstyret er uændret på 11,3 millioner kroner i år, falder det med 3 millioner kroner i de kommende år.

Det skyldes manglende viden om, hvad højskolerne bidrager med til samfundet, mener Jakob Møller Lyberth.

Der findes ingen undersøgelser af højskolernes effekt på elevernes videre uddannelse i Grønland, men i Danmark har undersøgelser vist, at elever med et højskoleophold i rygsækken klarer sig bedre igennem uddannelsessystemet.

En rundspørge foretaget blandt 95 elever fra årgang 2006-2008 ved Knud Rasmussenip Højskolia peger i retning af samme tendens: Knap 77 procent af dem er i dag enten aktive på arbejdsmarkedet eller i gang med en kompetencegivende uddannelse. 12,6 procent er uden job, viser rundspørgen.

- Set med mine øjne viser det, at det er en stor fejl, at tilskuddet til højskolerne bliver beskåret, siger forstander Jakob Møller Lyberth. Og en konsekvens kan være, at vi bliver nødt til at overveje brugerbetaling, tilføjer han.

Naalakkersuisut arbejder med en plan for, at højskolerne skal kunne tilbyde kompetencegivende undervisning, når der ikke er plads på de etablerede uddannelser. Følger der penge med den funktion, kan det være med til at rette op på højskolernes økonomi.