VIDEO Gymnasieelever i Aasiaat dybt frustrerede over lærerne

Naalakkersuisoq for uddannelse, Nivi Olsen, er parat til at rejse til Aasiaat efter at have hørt i Qanorooq om en klasse, der har haft tre forskellige lærere i samme fag siden i sommer.
05. februar 2015 11:31

På Nordgrønlands Gymnasium – Avannaani Ilinniarnertuunngorniarfik – er der så stor udskiftning i lærerstaben, at eleverne er usikre på, om de kan bestå deres eksamener og nogle springer endda fra undervejs.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, er vi mange elever, der er utrygge. Vi er mest utrygge ved, at der er mange udskiftninger af lærere, som påvirker eleverne. Man mister motivationen, siger gymnasieelev Julia Jensen til KNR.

Læs også Lærere: Spørgeskemaerne var lange og teknisk udfordrende

Flere elever klagede over forholdene sidste forår, så Julia Jensen og elevrådet undersøgte det nærmere. Men den store læreudskiftning er stadig et problem.

- Vi har haft tre nye lærere i samfundsfag i løbet af fire måneder, og nu får vi mange opgaver efter at have stået i stampe i lang tid, selvom det ikke er vores skyld, forklarer Julia Jensen.

Eleverne skrev blandt andet følgende i undersøgelsen:

Eftersom der er stor udskiftning af lærere, er det tvivlsomt, om man får sin hue, specielt når man ikke ved, hvad man skal videre til efter gymnasiet.

Jeg føler mig ikke parat. Der har været for lidt vejledning i de tre år, og studievejlederne er for useriøse.

Og af de 13 interviewede elever i undersøgelsen er der kun en enkelt, der er gået i gang med en videregående uddannelse.

 

Ikke lokalt forankrede

Rektor Flemming Guntofte Nielsen er godt klar over, at den store udskiftning i lærerstaben udfordrer eleverne, men han har svært ved at forhindre udviklingen.

- Det kan godt skyldes, at mange af vores lærere ikke er lokalt tilknyttet. Det vil sige, at mange måske vil tilbage til deres familier i Danmark, eller også får de måske tilbudt en stilling et andet sted, som de ikke kan sige nej til, siger rektor Flemming Guntofte Nielsen som godt forstår frustrationerne.

- Det er ikke tilfredsstillende, at der kommer en ny lærer i klassen. Vi arbejder på at sikre, at klasserne bliver overgivet på en pæn måde, når der kommer en ny lærer, siger rektor.

Julia Jensen foreslår at rektor skriver en bindende kontrakt med de nye lærere.

- Jeg synes, man skal stramme op på kravene til nye lærere og indføre krav om kontrakter over en årrække. Den nuværende praksis har en meget negativ indvirkning på os, siger hun.

 

Nivi Olsen tager til Aasiaat

Naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, forskning og kirke, Nivi Olsen fra Demokraterne, erkender, problemet er akut.

- Vi skal gøre noget ved det, for det er uacceptabelt. Jeg accepterer ikke disse forhold. Derfor har jeg besluttet, at jeg tager til Aasiaat, inden der er gået en uge.

- De kan godt regne med, at jeg vil undersøge forholdene nøje. Og eleverne skal give mig input til, hvilken retning, de synes, vi skal gå. Vi skal i dialog, siger Nivi Olsen.

Også naalakkersuisoq har et forslag til, hvordan man kan bremse den store udskiftning i lærestaben.

- Jo højere uddannelsesniveauet bliver, des vigtigere er det at have hjemmehørende lærere. Det er en stabil løsning, fastslår hun.