Illoqqortoormiut havde i denne uge besøg af Greenpeace skibet Arctic Sunrise.
For at kortlægge nogle af klimaforandringerne i Grønland fik folk i Illoqqortoormiut lov til at fortælle om de ændringer, de har oplevet.
Borgmester Erling Madsen var én af fortællerne:
- Vi kunne fortælle om det, vi har oplevet klimamæssigt de seneste fem-seks år. Brakisen, der normalt er her i byen hele sommeren igennem, den er jo begyndt at drive ud allerede i juli måned. Det gør det meget svært for vores lokale fangere at tage ud på jollefangst, for når isen driver ud, så er fangstdyrene også væk, siger Erling Madsen.
Udover det, lokalbefolkningen kunne fortælle Greenpeace folkene, så er der også et par glaciologer ombord på Arctic Sunrise.
De har indsamlet målinger fra gletscher-isen i Illoqqortoormiut. Og de målinger er nu ved at blive sammenlignet med data fra omkring 30 år siden. Dermed håber tur-leder på Greenpeace skibet, Martina Krueger at få belyst præcist, hvilke forandringer, der er sket.
Ved at kortlægge klimaforandringer i Grønland, håber Greenpeace at få skabt opmærksomhed om problemet over for de store industrialiserede lande – især den store synder USA.
Som en del af kampagnen skal lokalbefolkningen altså have en stemme overfor netop USA.
Greenpeace skibet er lige nu på vej mod forskningsstationen, Zackenberg.
Senere går turen sydover igen, og skibet planlægger
at ankomme til Nuuk i starten af august for derefter at sejle videre til Diskobugten og senere helt op til Qaanaaq.
Undervejs skal en række gletschere undersøges og også de voksende smeltevandssøer på indlandsisen skal dokumenteres.