Greenland Venture med i ATG

24. marts 2006 06:41

Greenland Venture har købt sig ind i ejerkredsen af Arctic Travel Group.

For 3,7 millioner kroner har Greenland Venture fået 23,5 procent af aktierne – og en plads i bestyrelsen.

- Vi er meget glade for, at der nu også er grønlandsk kapital i Arctic Travel Group, siger bestyrelsesformand Søren Rasmussen.

Den grønlandske kapital giver efter selskabets mening en bedre forankring i det grønlandske samfund – og dermed en større mulighed for succes på lang sigt, mener man hos Arctic Travel Group.

- Vi opfatter derfor Greenland Ventures indtræden i ejerkredsen som en meget væsentlig styrkelse af virksomheden, siger Søren Rasmussen.

De nu fem ejere af Arctic Travel Group er, udover Greenland Venture, de tre rejsebureauer Albatros Travel, Profil Rejser og Topas Adventure Travel – og så direktør Søren Andersen som også er aktionær.