Great Greenland har i flere år arbejdet på at udnytte sælfangsten bedre.
I de seneste to år har et datterselskab til Great Greenland, kaldet Greenlandic Lipid Solutions (GLS), stået for det konkrete arbejde.
Direktør i Great Greenland Michael Nielsen fortæller, at projektet går ud på at udnytte andet end bare sælskindet som for eksempel fedtsyrerne og kødet.
Michael Nielsen vil nødigt komme med et præcist bud på, hvornår vi kan forvente egentlige produkter på markedet, men det tegner positivt, og allerede i næste måned håber direktøren på at have nogle resultater klar fra projektet.
Ved at udnytte sælens ressourcer bedre, mener direktøren, at der er fordele både for Great Greenland og fangerne.
- Der vil blive en højere pris på indhandlingen af sælen. Når nu man har fået en sæl og kan sælge flere dele af den til forhåbentlig fornuftige priser, så vil der blive en højere pris på den samlede indhandling, siger Michael Nielsen.
Indhandlingen af skind har været stigende de seneste år. Sidste år blev der indhandlet 83.000 sælskind.