Great Greenlands direktør Michael Nielsen undrer sig over, at landsstyret har planer om at fjerne tilskuddet til garveriet. Tilskuddet, som er på 2,9 mio. kroner, bliver ellers brugt til uddannelse og efteruddannelse af de ansatte, oplyser Michael Nielsen.
Han har i sidste uge fortalt de 15 medarbejdere på systuen, at landsstyret vil fjerne tilskuddet. Og beslutningen får konsekvenser.
- Great Greenland må holde op med at modtage elever til systuen. Og beslutningen vil desuden betyde et stop for muligheden for efteruddannelse, fortæller Michael Nielsen.
Han har mandag morgen holdt møde med borgmester Simon Simonsen (Siumut) og kommunaldirektør Jørgen Vetterlein om sagen. Og han håber, at virksomheden kan samarbejde med kommunen om at beholde uddannelsesområdet.
Garveriets systue har normalt fire elever om året.