Grønlandsudvalget på besøg

08. august 2005 08:03

Folketingets grønlandsudvalg ankommer mandag til Nuuk for at mødes med landsstyret. Parterne skal blandt andet drøfte vejen mod selvstyre, hvalfangst samt bæredygtig fangst i bygderne.

Desuden skal grønlandsudvalget, der består af 16 folketingsmedlemmer fra de forskellige partier, mødes med selvstyrekommissionen.

På onsdag tager Folketingets grønlandsudvalg så videre til Ilulissat for med egne øjne at se, hvordan klimaforandringer har påvirket området.

De to grønlandske folketingsmedlemmer Kuupik Kleist og Lars-Emil Johansen deltager også i rejsen. Kuupik Kleist er formand for folketingets grønlandsudvalg.