Grønlandske unge ryger mest
Grønlandske skolebørn pulser smøger i langt højre grad end deres jævnaldrende i andre lande, viser KIIIPs undersøgelse af børnenes helbred.
Over halvdelen af de grønlandske femtenårige ryger nemlig daglig, og det er næsten dobbelt så mange som Tyskland, der har andenpladsen på den usunde liste. Det i øvrigt pigerne, der er mest tilbøjelige til at få sig en smøg.
Til gengæld har skolebørnene i Grønland generelt et mere sundt forhold til alkohol end i andre lande. Grønland ligger i den kategori hvor børn senest gør sig erfaringer med alkohol, og drikker sjældnere. Når de begynder på det, bliver de dog oftere fulde. Her deler de førstepladsen med Danmark og England.
Hvad angår andre former for misbrug, er Grønland forskånet de hårde stoffer. Men dem vi har, bliver prøvet flittigt. For eksempel har næsten halvdelen af alle skolebørn prøvet at ryge hash, og hver femte har prøvet at sniffe.
Snifning blandt de grønlandske skolebørn begynder i øvrigt allerede i elleve- tolvårs alderen. Undersøgelsen peger på, at omkring tolv procent af de grønlandske skolebørn har misbrugeradfærd, der kendetegnes ved relativt hyppig brug af flere typer rusmidler.