Grønlandske udsatte kræver tålmodighed

16. marts 2006 07:39

Tålmodighed er en dyd, når det gælder arbejdet med socialt udsatte grønlændere. For deres problemer stikker ofte dybere end bolignød, arbejdsløshed, misbrug og psykiske problemer.

- De har ofte nogle voldsomme problemer med i bagagen, som de har svært ved at bede om at få hjælp til, siger Lise Jensen, der er forstander for Kofoedsskole i Århus. Skolen har plads til omkring 120 elever i alt. Af dem er mellem fem og 10 procent grønlændere. De går til danskundervisning og bruger skolens værksteder. Og skolens socialrådgivere hjælper grønlænderne med at hitte ud af det danske socialsystem og måske finde en vej ud af problemerne. For at det skal lykkes er det vigtigt at eleverne selv sætter ord på deres behov forklarer forstander Lise Jensen:

-Vi prøver virkelig at give plads til, at de selv kan formulere deres ønsker og behov. Og give dem plads til, at de finder de løsninger, som de selv gerne vil have, siger Lise Jensen.

Hun påpeger, at der er kontant afregning, hvis ikke man giver sig god tid til at lytte til de grønlandske elever.

- Hvis ikke vi forstår at opfange signalerne, så bliver vi jo opgivet. Så oplever vi at grønlandske elever går igen, uden at stå fast på, at de har brug for hjælp, siger Lise Jensen.

Ifølge Det grønlandske Hus bor omkring 1000 grønlændere i Århus kommune. I alt har kommunen knap 300.000 indbyggere.