Grønlandske lottomillionærer

Mens finansmarkedet og resten af økonomien skranter, så fik i alt 116 danskere i 2011 tilsammen over 767 millioner kroner ud af at investere i en Lotto-seddel eller andre chancer hos Dansk Spil for guld og grønne skove.
30. december 2011 10:57

Flest jyder - i alt 43 - havde held i sprøjten med gevinster på over en million kroner, viser en opgørelse fra Dansk Spil.

Der var 31 sjællændere og otte fynboer samt tre her fra Grønland, som også vandt over en million kroner.

De almindelige Lotto og Onsdags Lotto stod for langt de fleste milliongevinster - i alt 93. Hertil vandt ni danskere mindst en million kroner på også at spille på Joker.

Årets største milliongevinst blev på 29,2 millioner kroner, som et sønderjysk ægtepar vandt i november.

Den slog dog ikke rekorden fra 2008 på 38,5 millioner kroner, som et københavnsk ægtepar løb med.

Og er nogen blevet inspireret til at spille, så kan vi da lige fortælle, at der er godt 142 millioner kroner på højkant nu onsdag. Men sandsynligheden for at rende med den gigantiske gevinst er dog kun 1 til 98 millioner.