Grønlandske Huse ramt af fragtbrøler

De Grønlandske Huse i Aarhus og Odense må undvære store mængder grønlandske råvarer som følge af Royal Arctic Lines strømsvigt i Aalborg.
16. juni 2017 11:15

Det er ikke kun private kunder i Danmark, der må se langt efter deres bestilte grønlandske råvarer.

Også De Grønlandske Huse i Aarhus og Odense er hårdt ramt, efter 2,2 ton frysegods er gået tabt, da en af Royal Arctic Lines frysecontainere på Aalborg Havn var uden strøm over pinsen.

I Odense lød bestillingen på blandt andet moskus, tørfisk, sælspæk og sælkød.

Varerne var bestilt til salg i butikken i Det Grønlandske Hus, hvor der var handlet ekstra ind på grund af nationaldagen i næste uge.

I alt er indkøbte råvarer for omkring 50.000 kroner foreløbig gået tabt, oplyser direktør for Det Grønlandske Hus i Odense, Kirsten Mærsk, til KNR.

Også i Aarhus må Det Grønlandske Hus allerede melde ‘alt udsolgt’, når det gælder sælkød.

Ifølge direktør, Jørn Holbech, skulle huset have modtaget ‘nogle hundrede kilo’ råvarer fra Grønland, som besøgende i huset nu må gå forgæves efter.

Ingen af de fire Grønlandske Huses nationaldagsarrangementer er dog ramt af fragtbrøleren, oplyser de til KNR.