Grønlandske elever dyster med nordiske elever

Grønlandske skoleelever, der går i 8. Klasse kan fra i dag deltage i en fælles nordisk "styrkeprøve"-konkurrence mod andre jævnaldrende i Norden.
Skrevet af Karsten Sommer
23. august 2011 07:44

Eleverne skal udfordre hinanden i en række fysiske øvelser. De skal blandt andet konkurrere i armstrækningsøvelser, sjippekonkurrencer og dyste i ribbehængning.

Idrætslærere kan tilmelde klasserne på en fælles hjemmeside,  for at være med skal alle elever i klassen opnå resultater i alle de 8 øvelser - og idrætslæreren skal indberette elevernes resultater på hjemmesiden.

Sidste frist for at indberette resultater er mandag den 7. november, og den 11. november 2011 klokken 11.11 offentliggøres den klasse der har opnået de bedste resultater.

Førstepræmien er 10.000 danske kroner, andenpræmien 5.000 kroner.

Med i konkurrencen er 8. klasser fra: Danmark,  Norge, Sverige, Finland, Færøerne, Island og Grønland. Og man kan tilmelde sig fra i dag på www.nordicschoolsport.com