Grønlandske designere på modeugen i København

Designere, indkøbere og modeinteresserede strømmer disse dage til København, hvor sommerens Copenhagen Fashion Week netop er gået i gang. Messens grønlandske bidrag består af designerduoen Isaksen design samt Bibi Chemnitz.
Skrevet af Martine Lind Krebs
09. august 2012 12:16

Fjeldstrukturer, grønlandsk rabarber, qajakker og dyreprint med ringsæler. Det er noget af elementerne i Isaksens sommerkollektion, som fra i dag kan ses ved designerselskabets stand under Copenhagen Fashion Week. Isaksen Design forsøger især at få foden inden for på det engelske og irske marked.

- Vi har fået en ny engelsk agent, som er med os på messen den her gang. Så vi håber vi får en god og åben dialog med inkøberne fra UK. Vi har de sidste to messer oplevet en stigende interesse fra båe engelske og irske kunder, så vi håber vi den her gang får åbnet op for det engelske marked stille og roligt. Og så også at vi kan få flere norske og hollandske kunder, som vi plejer at få hver gang vi er på messen, lyder det fra Isaksen Design 

Isaksen Design viser ikke deres kollektioner frem på catwalken denne gang, men satser primært på at etablere kontakt til kunderne via deres egen stand. Det er 13. gang Isaksen Design er med under modeugen. Modeugens andet grønlandske islæt er designeren Bibi Chemnitz, der bruger messen til at gøre opmærksom på sin nye butik, der åbner næste uge. Hun lukkede sin butik i Aarhus for en måned siden for at rykke til København. Og under modeugen er det nye lokale i Brolæggerstræde showroom for præsentationen af sommerkollektionen.

 - Den indeholder det, som vi altid har med. Nogle gode styles. Vi viser nogle nye kjoler, hættetrøjer og nye print, siger Bibi Chemnitz, der især håber at kunne bruge modeugen til at udvide sit tyske marked.