Grønlandske blomster i Brugsen

Brugsen laver forsøg med salg af både afskårne blomster og prydplanter dyrket i Sydgrønland.
Skrevet af Najaaraq Egede
17. juni 2010 15:46

Petunia, stedmoderblomster og en tomatplante i urtepotter produceret i fåreavlerregionen er nu til salg i Brugsen. I løbet af juli bliver det også muligt at købe buketter med forskellige blomster.

Det er Kalaallit Nunaanni Brugseni, der har indgået en aftale med de sydgrønlandske avlere om regelmæssig forsyning af både prydplanter og afskårne blomster.

- Vi regner med, at der vil være salg af buketter med blomster fra Sydgrønland til en overkommelig pris i Brugsen det meste af sommeren, siger indkøbschef Finn Christiansen.

Foruden blomster har Brugsen et rimeligt stort udvalg af grøntsager, der er dyrket af flere avlere i Sydgrønland.