Grønlandske børn i dobbelt fare for giftstoffer

Tupperware, teflonpander, film til at dække mad og plastickrus. Det er alt sammen ting, der er med til at udsætte os for fluorerede forbindelser, som er gift for kroppen. Det svækker vores immuneforsvar og gør os mere udsatte for blandt andet kræft.
25. april 2013 10:58

Ny forskning fra Færøerne viser, at færøske børn har mere af denne gift i kroppen end børn andre steder, og nu advarer distriktslægen i Nuuk, Henning Sloth Pedersen om, at det meget muligt forholder sig mindst lige så skidt i Grønland.

Grunden til at grønlandske børn også skulle være særligt udsatte hænger sammen med, at vi her er udsat for giften fra flere sider.

- Sådan nogle stoffer de ophober sig i fødekæderne og alting ender jo i havet til sidst og havets fødekæde er lang inden den når mennesker, specielt når man så spiser havpattedyr, som man dels gør på Færøerne i form af grindehvaler og i Grønland i form af mange flere dyr vi har på menuen øverst fra fødekæden.

Sagde Henning Sloth Pedersen. Resultaterne fra Færøerne har afsløret alarmerende høje tal hos mange børn, hvilket kan få skæbnesvangre konsekvenser.

- Dem der har de højeste mængde fluorerede forbindelser i sig er børn på syv, otte og ni år. Vaccinen mod difteri og stivkrampe hos dem der har mest virker kun i et år, hvor de ellers skulle virke i 10 år.

Hvis man vil undgå at udsætte sig selv og sine børn for større mængde fluorerede forbindelser end højest nødvendigt har Henning Sloth Pedersen nogle gode råd.

- Man skal være meget mere opmærksom på, hvad man putter i munden, og hvordan man håndterer sine fødevarer. For det her handler ikke om fødevarerne som sådan, men i højgrad om håndtering af fødevarerne.

Distriktslægen forklarer, at man kan undgå at spise for mange havpattedyr, og at det i høj grad er vigtigt, at tænke over ikke at bruge mere platikemballage end højest nødvendigt og særligt have fokus på ikke at varme ting op i plastik.

- Når man har emballeret nogle varme fødevarer i noget plastik, er der større risiko for, at det der plastik afgiver nogle mikroskopiske mængder til det stykke kød, forårsrulle eller hvad det nu er man har. Man skal være lidt opmærksom på, er det nu nødvendigt, kan det pakkes ud først.

Den hidtidige forskning peger på, at folk, der spiser meget fastfood, også har større mængder af giftstofferne i kroppen.

- Det har noget med fastfoodkulturen at gøre. Hurtig opvarmning og smart emballage så man kan gå mens man spiser med pommes frites, pizza og popcorn i den ene hånd og noget drikkelse i et plastikkrus i den anden hånd.

I Grønland findes der ingen undersøgelser på området af børn, men undersøgelser af voksne viser, at tallene her faktisk er endnu højere end på Færøerne. Derfor glæder Henning Sloth sig over en ny undersøgelse af 450 grønlandske børn fra Nuuk, Tasiilaq og Diskobugtområdet, der er i gang. Og at det er et meget stærkt hold der ser på sagerne.

- Rapporten bliver skrevet i samarbejde mellem Syddanske Universitet, det færøske sundsvæsen, center for sundhedsforskning i Grønland og Harvard Universitet. Jeg synes det er et kollosalt stærkt team, vi kan nok ikke få ret meget stærkere specialister i netop giftforskning, sagde Henning Sloth Pedersen.

Den værste synder i forhold til de fluorerede forbindelser er i øvrigt mikrobølgepopcorn.