Grønlandsk værested har succes med danskundervisning

21. marts 2006 12:01

I Esbjerg har byens værested Oqqumut for grønlændere i den vestjyske by kørt med danskundervisning i godt halvandet år. Dansktimerne supplerer andre aktivitetstilbud som musik, tegning, perlesyning og benskæring. Oqqumut, der betyder medvind eller læ på dansk, er et samarbejde mellem Kofoedsskole, Esbjerg Kommune og Det Grønlandske Hus i Odense.

Elevernes fremmøde i Esbjerg er langt mere stabilt end et tilsvarende projekt i København. Det oplyser konsulent Gitte Tilia fra Videns- og formidlingscentret for Socialt Udsatte. Centret står bag et projekt om danskundervisning for socialt udsatte grønlændere. Projektet er todelt og finder sted både i København og altså Esbjerg. Gitte Tilia peger på at det lavere fremmøde i København kan hænge sammen med at gruppen af socialt udsatte er kendetegnet af hårdere klienter end i Esbjerg.

Ifølge Oqqumuts projektleder Britta Gjelstrup kan succesen i Esbjerg omvendt også skyldes, at kombination af værested og undervisning giver den nødvendige tryghed og accept.

- Jeg vil kalde det en succeshistorie. Og det skyldes nok at det er et hus eleverne kender til og er trygge ved, siger Britta Gjelstrup.

Samme erfaring har Kofoedsskole i Århus gjort sig. Her har skolens grønlandske elever fået mulighed for at lære dansk på et hold kun for grønlændere. Selv om der ikke er noget til hinder rent sprogligt set for at de skulle være sammen med andre er det sociale aspekt godt for indlæringen, siger dansk-lærer Lene H. Madsen

- Det sociale og det tryghedsmæssige er godt for dem i forhold til at lære dansk. Men det er selvfølgelig det samme for andre grupper ikke-dansk-talende, siger sproglærer Lene H. Madsen fra Kofoedsskole i Århus.

Sprogprojektet på Oqqumut i Esbjerg løber året ud, men på grund af de gode erfaringer håber projektleder Britta Gjelstrup, at det får lov til at kunne fortsætte i det nye år.