Grønlandsk skal være eneste sprog

17. februar 2006 15:23

Der skal kun tales grønlandsk i kommuner, Hjemmestyre og Landsting.

Sådan lyder et forslag, som Siumuts Lars-Emil Johansen i dag præsenterede ved vintersamlingens åbningsdebat.

Forslaget fyldte en stor del af Lars-Emil Johansens ordførertale, og han er godt klar over, at det er et kontroversielt forslag. I talen sagde han da også, at kravet ikke skulle opfattes som en uvenlig handling.

Og han sammenligner det med situationen i Danmark:

- Kravet er utvetydigt for folk der bosætter sig i Danmark. Tal dansk ellers har du ingen chancer. Uanset om folk kommer fra Pakistan, Syrien eller Tyrkiet lærer de alle sammen at tale det danske sprog, sågar i folkevalgte forsamlinger, men i Grønland er vi ikke vant til at forsvare det grønlandske sprog, men det er det, jeg er parat til at gøre, på vegne af Siumut. Det vi foreslår er, at der laves en integrationslov, og at der i den sikres, at der er sproglig integration. Det der ynk og piv vi plejer at komme med når vi rører dette emne, den kan vi godt glemme, respekt for grønlandsk identitet er ikke for meget forlangt.

Men sådan ser de slet ikke forslaget hos oppositionspartiet Demokraterne.

Formand Per Berthelsen ser det derimod som et udtryk for intern splittelse i Siumut.

Det er på tide at Siumut udmelder noget der er entydigt. Nu har vi faktisk tre grupperinger i Siumut. Sproget er en af Lars-Emils gamle kæpheste, som han tager op igen - måske i mangel af bedre. Det vi ellers har hørt fra Siumut var jo, at de bakkede op om den første selvstyrekommissions anbefaling om at bevare paragraf 53. Den beskytter mindretalsgrupper i at kunne bruge deres sprog fra blandt andet talerstolen i landstinget.

Per Berthelsen siger, at han er enig i målsætningen, om at Grønland på længere sigt skal tale grønlandsk.

Men han vil ikke lovgive på området. Det skal ske som en del af udviklingen.