Grønlandsk samling i Vejle måske for sidste gang

30. april 2005 17:22

I dag har der været stor grønlandsk samling i Vejle.

Fællesforeningen Inuit, der er sammenslutningen for 22 grønlænderforeninger i Danmark havde for 27. gang arrangeret TUSA i Vejlecenteret.

Næstformand i fællesforeningen Inuit, Niels Peter Nielsen frygter, at dette års TUSA bliver den sidste, fordi Hjemmestyrets bevilling på 350.000 kroner til foreningerne er blevet skåret væk.

- Den her TUSA kan ende med at blive den sidste, fordi vi har mistet vores tilskud fra Hjemmestyret fra i år af og arrangementet her kan ikke bære sig selv med mindre vi har nogle økonomiske tilskud udefra, siger næstformand i fællesforeningen Inuit, Niels Peter Nielsen.

Han opfordrer Hjemmesstyret til at genoverveje at bibeholde det tilskud, man plejer at give til fællesforeningen Inuit.

Ved samlingen i dag var der blandt andet grønlandsk Melodi Grand Prix. Det blev vundet af sangkoret Sapangak fra Nordjylland.