Grønlandsk mad modvirker sæd-forringelse

Skrevet af Karsten Sommer
14. oktober 2005 12:24

En opsigtsvækkende undersøgelse der offentliggøres i det medicinske tidsskrift Human Reproduction, viser at grønlandske mænds sædkvalitet ikke er påvirket i nær så høj grad af miljøets giftige PCB-rester, som sæd fra mænd i en række andre europæiske lande.

Distriktslæge ved lægeklinikken i Nuuk, Henning Sloth Pedersen, har stået for den grønlandske del af undersøgelsen, og han kalder det en god nyhed.

- På trods af at grønlændere er den befolkningsgruppe i undersøgelsen, der har det højeste niveau af forureningsstofferne, så påvirker det tilsyneladende ikke deres sædkvalitet.

- Det betyder igen at der ikke er grundlag for at fraråde indtagelse af grønlandske fødevarer, selvom det er et faktum at der er stort indhold af PCB i f.eks. sæler og havpattedyr.

- Selvfølgelig er det ikke sundt at indtage giftstoffer, men mærkelig nok er det netop fra den PCB-forurenede kost at man også får de stoffer, som menes at være med til at styrke sædkvalitetens modstandskraft.

Det er bl.a. den grønlandske kosts store indhold af selen, der modvirker giftens virkninger.

Undersøgelsen har kørt igennem 3½ år og overskriften er fertilitet – altså frugtbarhed og den konsekvens PCB-forureningen kan have på både mænds og kvinders frugtbarhed. Det er EU-kommissionen der har bestilt rapporten, og den kommende tid vil bringe flere resultater af rapporten.

- Da vi igangsatte denne undersøgelse, blev inuit med vilje medtaget, fordi vi kendte til det store indhold af PCB i den grønlandske mad, og forventede at vi derfor ville få stærke beviser på at PCB-inficeret mad førte til dalende sædkvalitet. Det fandt vi så ikke, og det er jo i og for sig positivt.

- Men det må ikke føre til at vi bare læner os tilbage og sige ”bare fortsæt med at forurene” – for det er skadelige giftstoffer vi har at gøre med, slutter Henning Sloth Pedersen.

Udover kosten spiller inuitbefolkningens gener også en rolle, men om det er kosten eller generne der spiller en hovedrolle, er på nuværende tidspunkt umuligt at sige, slutter Henning Sloth Petersen.