Grønlandsk landbrug skal udvikles

03. januar 2006 11:57

Landbruget i Grønland skal længere frem i skoene.

Landsstyreformand, Hans Enoksen, sagde i sin nytårstale, at vejen skal banes for jordbrug og dyreavl.

Og de initiativer, der skal sikre fremgangen, er allerede ved at blive søsat.

Hos forsøgstationen, Upernaviarsuk, i nærheden af Qaqortoq, arbejder man på at fremme det grønlandske landbrug.

De kan eksempelvis fortælle, at der efter en sej opstart, er kommet gang i produktionen af uld.

Før jul blev der sendt 6 ton af sted til Litauen. Ulden skal forarbejdes på tekstilfabrikker i det baltiske land, inden det skal tilbage til Grønland.

I alt blev der sendt 12 ton uld afsted i 2005.

Forsøgstationen arbejder også på at rejse penge til en produktion af mælk. I den forbindelse har man i 2005 undersøgt, om der overhovedet er grundlag for at producere frisk mælk i Grønland. Blandt andet blev det undersøgt om mælken kunne sælges, og det kan den. Derfor skal de sidste penge findes, så mejeriet kan komme i gang.

Produktionen af kartofler skal også blive større og bedre i 2006. På forsøgcentret arbejder man på at finde sorter, der egner sig bedre til det grønlandske klima. Målet er, at kartoflerne skal give et bedre udbytte, samtidig med at de skal kunne høstes tidligere.

Antallet af lam, der sendes på slagteriet, skal også øges. Målet er, at nå op på 26.000 slagtelam mod godt 20.000 i 2005.