Grønlandsk kunst vises i Nordvestjylland
Skrevet af Carla Davidsen
Museet for Religiøs Kunst, der ligger i nordvestjyske Lemvig, åbnede i dag udstillingen ”Nordenvind” med værker af Bodil Kaalund, der for første gang udstiller sammen med 12 grønlandske billedkunstnere.
Museet, der er bygget til ære for Bodil Kaalund, havde i anledning af hendes forestående fødselsdag villet glæde hende, og hun havde ønsket sig at invitere en buket af de grønlandske kunstnere, som hun har tabt sit hjerte til. På udstillingen er der både værker af afdøde Hans Lynge og af den helt unge generation, for eksempel Bolatta Silis Høegh og Ina Rosing.
Udstillingen i Lemvig fortsætter frem til 13. november, hvorefter den bliver vist på museet Kastrupgaardsamlingen på Amager.