Grønlandsk indsat ud fra Herstedvester

27. februar 2006 15:03

En grønlandsk indsat på Herstedvester fik i dag Landsrettens ord for, at han skal prøveløslades. Den indsatte har siddet på anstaltens Grønlænderafdeling i over 11 år. Det er så lang tid at han ikke vil tilbage til Grønland men i stedet udsluses til Danmark.

Hans sag var i dag for Landsretten og her fremgik det at undervejs i de 11 år er flere af hans familiemedlemmer døde. Det samme gælder kontakten til det grønlandske samfund. I stedet har han nu et lille netværk i Danmark som skal være hans udgangspunkt for et nyt liv. Netværket består først og fremmest af trofaste besøgsvenner og bistandsværgen. Det vil så vise sig om det er nok til at finde ståsted i det danske samfund.

Anklagemyndigheden krævede ellers, at den 60-årige skulle blive i Herstedvester. Men Landsretten var undtagelsesvist enig med Kredsretten i Aasiaat. I november sidste år besluttede kredsretten, at den indsatte kunne løslades og udsluses i løbet af et halvt år. Og dommen i dag betyder, at hans såkaldte udslusning og løsladelse bliver overvåget af Kriminalforsorgen. Først og fremmest handler det om at finde en bolig og noget at leve af for den kommende forhenværende indsatte. Det vil de næste seks måneder gå med. Det er i den tid er det særligt vigtigt at den indsatte holder sig på måtten. Det vil sige antabus, ingen hash og så skal han fortsætte med såkaldt kønsdriftnedsættende medicin og psykolog-samtaler.

For den 60-årige kom dommen i dag som noget af en overraskelse. Han var nemlig forberedt på, at Landsretten ville give anklageren ret.

- Det var jeg 95 procent sikker på. Men jeg er glad for dommen og jeg vil holde mig til de bestemmelser jeg er underlagt for at leve derude, sagde den indsatte i dag efter dommen.

Den indsattes mangeårige ven, forfatter og socialrådgiver Tine Bryld, er ikke i tvivl om, at han nok skal holde hvad han lover. I lang tid har han ikke overtrådt nogen bestemmelser, påpeger hun.

- Han tager ansvar for sig selv og så ved han, at han har et godt netværk ved min familie og dem der var med i dag, sagde Tine Bryld efter dommen i dag.

Dommeren, retsassesor Lars Gaai siger i en generel kommentar at en vigtig faktor for dommen er at den indsatte har siddet inde i så lang tid.

Selve retsmødet måtte afbrydes syv gange undervejs af tekniske årsager. Mødet foregik som en videokonference, hvor dommere, bisidder og anklager sad i Nuuk mens den indsatte og hans bistandsværge opholdt sig i Telegreenlands danske lokaler i Herlev. Og syv gange forsvandt enten lyd eller billede.