Grønlandsk deltagelse ved VM i Taekwon-do i Bulgarien

Grønlands Taekwon-do Forbund har sendt Johan Peter Halsøe til VM i Taekwo-do i Bulgarien, der her fik sin internationale debut i Tul for 4. dan.
Skrevet af Simon Uldum -
22. juli 2013 05:43

I alt 17 lande er repræsenteret ved verdensmesterskaberne, hvor Johan Peter Halsøe mødte argentineren Cotardi Esteban, i 4. dan i ottendelsfinalen. Johan Peter blev distraheret lidt i tul, og selvom han ikke lavede en decideret fejl, kostede det ham alligevel hans mulighed for at kvalificere sig videre.

På mesterskabernes anden dag var det så tid til konkurrencerne i frikamp. Her deltog Johan Peter i vægtklassen 64 kg., hvor der var deltagelse fra 25 lande, og Johan Peter kæmpede mod amerikaneren Ghorbaniaminloo Mahdi. Johan Peter var meget hurtig, og gav sin modstander kamp til stregen, og vandt således og kvalificerede sig dermed også til kvartfinalen.

I Johan Peters næste kamp skulle han møde en bulgarer på hjemmebane. Denne modstander havde tidligere i turneringen vundet over japaneren Kang Sungri. Johan Peter kæmpede godt mod sin noget større modstander, men han tabte desværre kampen med et par pointforskel.

- Arrangørerne har virkelig gjort et fremragende arbejde, både med hensyn til indkvartering, kost og transport. Kæmperne blev også transporteret til hallen i flere busser, fortæller Karl Larsen og Johan Peter Halsøelu, fra Grønland Taekwon-do Forbund i en pressemeddelelse fra Bulgarien.