I morgen starter VM i alpint skiløb, som foregår i italienske Bormio frem til den 13. februar.
Blandt deltagerne er to grønlandske ski-atleter, nemlig Akannguaq Lennert og Krister Støvlbæk, der begge stiller op for Dansk Skiforbunds landshold. Og det gør de, fordi det internationale skiforbund ikke anerkender Grønlands Skiforbund som selvstændigt medlem.
Den 22-årige Akannguaq Lennert stiller op i slalom og storslalom og hans mål er at forbedre resultatet fra sidste VM, hvor han blev nummer 55 i storslalom.
Også Krister Støvlbæk stiller op i disciplinerne slalom og storslalom. For hans vedkommende bliver dette VM hans sidste. Den 27-årige Krister har nemlig valgt at stoppe sin karriere efter denne sæson efter otte år op landsholdet. Hans mål i Italien er at forbedre resultatet fra VM-debuten i 2003, hvor han blev nummer 56 i storslalom.
Begge skiløbere støttes personligt af Team Grønland.