GrønlandsBanken skifter Swipp ud med MobilePay

Danske bankkunder foretrækker at bruge MobilePay frem for Swipp, og derfor har danske banker nu valgt at droppe Swipp. GrønlandsBanken har nu valgt at gøre det samme.
Foto © : Danske Bank
Skrevet af Mads Pedersen
29. december 2016 14:54

Muligheden for at bruge Swipp ophører pr. 28. februar 2017 lyder det fra GrønlandsBanken. Banken opsiger derfor alle Swipp-aftaler med to måneders varsel med udløb den 28. februar 2017.

Det betyder, at den Swipp-aftale, som er knyttet til kundernes mobilbank, ophører, så man ikke kan bruge Swipp og logge ind i Swipp-appen efter denne dato. Swipp-aktiviteter vil stadig kunne ses i kundernes mobilbank eller netbank på samme måde som tidligere.

- Vi er ligesom de øvrige pengeinstitutter bag Swipp gået sammen med MobilePay, og da vi fremadrettet ikke ønsker at udbyde begge mobile overførsels- og betalingsløsninger, har vi besluttet at lukke Swipp, skriver GrønlandsBanken til kunderne.  

Private kunder kan fortsat bruge Swipp indtil den 28. februar 2017, præcis som man er vant til. Og banken sørger for, at Swipp-aftale bliver lukket.

På nuværende tidspunkt kan man ikke oprette en brugerkonto på MobilPay med grønlandsk telefonnummer. 

Men GrønlandsBanken forventer, at MobilePay er klar inden Swipp-aftalen lukker.

- Vi er  i gang med at lave en aftale med MobilePay, således at man kan bruge grønlandske nummer med appen, siger udviklingschef i GrønlandsBnaken René Sørensen til KNR. 

Kunderne vil modtage en besked via Netbank, når det er muligt at tilmelde sig MobilePay.