Grønlandsbanken klar til EU-stresstest

Ville bankens økonomi brase sammen, hvis priserne på boligmarkedet pludseligt faldt med 40 procent? Det spørgsmål vil EU's stats- og regeringschefer nu have afklaret.
Skrevet af Najaaraq Egede
18. juni 2010 10:44

Fra juli vil de offentliggøre de såkaldte stresstests af europæiske banker, så investorer og kunder kan se risikoen en given bank bærer rundt på, skriver Berlingske Tidende.

Danske banker er omfattet af tiltaget. Grønlandsbanken er børsnoteret i København, men bankens administrerende direktør Martin Kviesgaard har endnu ikke kendskab til om Grønlandsbanken bliver omfattet:

- Men vi håber og forventer, at vi bliver omfattet af testen, hvis den bliver gennemført, siger han til KNR.

I stresstesten ser man på, hvordan bankerne ville reagere på de værst tænkelige økonomiske scenarier. For eksempel at boligmarkedet kollapser, arbejdsløsheden eksploderer eller hele Grønlands økonomi bryder sammen.

Nationalbanken og Finanstilsynet laver løbende stresstest af danske banker, hvor Grønlandsbanken også er omfattet. Men disse test er anonyme. Det nye er at EU vil offentliggøre resultaterne.

- Vi hilser stresstests velkommen, og vi har ikke problemer med, at de bliver offentliggjort, siger Martin Kviesgaard.

- Det er normalt for os at gennemgå sådanne test. Ud over Nationalbankens og Finanstilsynets stresstest laver vi løbende ekstra stresstest på os selv ud fra også grønlandske faktorer, siger direktøren.