Grønlandsbanken har takket nej

Krakkede danske banker har åbnet muligheder for Grønlandsbanken, der har fået tilbud om at købe sig ind på det danske marked. Men banken satser i stedet på et gennembrud inden for råstofområdet, lyder det.
Skrevet af Mads Fisker
19. august 2011 10:33

Grønlandsbanken ønsker at prioritere sine kræfter inden for landets grænser og har derfor afslået muligheden for at komme ind på det danske marked, skriver finanswatch.dk i dag.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi har fået henvendelser om køb i Danmark, men indtil videre koncentrerer vi os om Grønland, siger direktør Martin Kviesgaard, der ikke ønsker komme nærmere ind på, hvad de tilbud indebærer.

Grønlandsbanken gør sig i stedet store forhåbninger om at kunne profittere af udviklingen inden for råstofområdet.  

- Vi er i en lavkonjunktur her i Grønland og alligevel med en rimelig stabil samfundsøkonomi og god drift i banken. Med den kraftige stigning i råstofefterforskningen er det nærliggende at se om, der kommer et gennembrud. Kommer der eksempelvis flere store miner, så er jeg sikker på, at vi vil få brug for alle kræfter her, siger Grønlandsbankens Martin Kviesgaard til finanswatch.dk.

Direktøren kalder banken for meget opmærksom på sin rolle om at betjene det grønlandske marked. Man vil gerne gøre det interessant for danske kunder at sætte penge i banken, men når det kommer til udlån foretrækker banken, at det sker inden for landets grænser, understreger Martin Kviesgaard.

Grønlandsbanken blev stiftet af en række danske banker tilbage i 1967, fusionerede med Nuna Bank i 1997 og har i dag fem filialer.