Grønlands Kommando vokser

22. december 2005 06:11

Grønlands Kommando har vokseværk. Fra 1. januar samles alle Forsvarets tjenestesteder i Grønland og Patruljetjenesten PNG i én ny organisation under Grønlands Kommando.

Medarbejderstaben udvides fra nuværende 65 til 100 ansatte og chefen for Grønlands kommando får et større ansvarsområde.

Årsagen til sammenlægningen er at undgå misforståelser. Før var der 4 fire forskellige myndigheder og det kunne skabe forvirring om, hvem der stod med ansvaret.

Dagligdagen i det grønlandske forsvar fortsætter uden de store praktiske ændringer. Organisationens vigtigste opgaver er overvågning, suverænitetshævdelse, søredning og fiskeriinspektion.

Kommandoen råder over et inspektionsskib med helikopter, 2 kuttere og Siriuspatruljen.

Inspektionsskibet er klar til at rykke ud, hvis der sker noget mistænkeligt i de grønlandske farvande, men planen er at skibet ligger til kaj i Nuuk juleaften. Det oplyser orlovskaptajn Alex Jensen fra Grønlands Kommando.