"Grønlands heldige kartoffel" vandt prisen

Sydgrønlandske kartofler, hvalbarder og naturfænomenet Ikkait-søjlerne. Det var de tre emner, tre unge kvindelige forskere havde kastet sig over i deres videnskabelige artikler, som i går blev hædret med forskerformidlingsprisen Academicus Arcticus.
02. november 2011 06:53

Formålet med forskerkonkurrencen er at opmuntre unge forskere til god formidling af deres forskning i det arktiske område.

Vinder blev Liv Mejer Larsen, der vandt 10.000 kroner for artiklen "Grønlands heldige kartoffel".

Dommerne roste artiklen til skyerne for dens medrivende beskrivelse af de grønlandske kartoflers kvaliteter, men også de farer der lurer på dem i form af sygdomme og globale klimaforandringer.

Anden- og tredjepræmierne på hver 2.000 kroner gik til henholdsvis Aviaja Lyberth Hauptmann og Marie Lenander Petersen.

Aviaja Lyberth Hauptmanns artikel handlede om naturfænomenet Ikkait-søjlerne i en fjord nær Arsuk, mens Marie Lenander Petersen havde kastet sig over hvalbarder, og deres historiske rolle som et plastik-lignende materiale, brugt af inuit hundredevis af år, før plastik blev opfundet.

Academicus Arcticus-priserne blev uddelt på Arktisk Institut i København, og vil i den kommende tid blive publiceret i avisen Sermitsiaq og Tidsskriftet Grønland, som også, sammen med Royal Arctic Line har sponsoreret forskerpriserne.