Grønlands havne trænger til et løft

19. oktober 2005 11:05

- Havnene op langs kysten skal renoveres. De trænger gevaldigt til et løft, siger divisionschef i Royal Arctic Line, John Rasmussen.

På en rundtur på havnen i Nuuk kan han vise eksempler på den slitage, som havnen er udsat for.

Undergrunden synker langsomt sammen og glider ud i havet. Det efterlader store huller, hvor belægningen er kollapset under tunge containere og lastbiler.

Det er langt fra enestående for Nuuk Havn.

Havnechef i Qaqortoq, Efraim Titussen bekræfter at havnen der trænger til en totalrenovering.

- Belægningen på havnen er ødelagt og fyldt med huller. Containertrucks, der vejer over 60 tons og flytter rundt med tunge containere ødelægger belægningen. Anløbshavnen er også forældet. Den er begyndt langsomt at synke. Der var ellers igangsat renovering for tre år siden, men arbejdet blev aldrig færdiggjort, siger Efraim Titussen.

Og det generelle problem med slidte havne skal der gøres noget ved nu, siger John Rasmussen.

Der er sat penge af til at vedligeholde Grønlands Havne.

Hjemmestyret har årligt afsat knap 15 millioner kroner til løbende vedligehold, rustbeskyttelse, udskiftning af fortøjningsarrangementer og så videre.

Men 15 millioner kroner rækker ifølge John Rasmussen ikke langt til de trængte havne op langs kysten.

Han ser det som et problem, at der i øjeblikket fokuseres så meget på lufthavne frem for havnene.

Direktoratet for boliger og infrastruktur har i 2002 udarbejdet en udviklingsplan for de grønlandske havne.

I den foreslås det, at der afsættes op mod 600 millioner kroner over en ti årsperiode til udbygninger på de grønlandske havne.