Grønlands Forbrugerråd mener ikke, at Landsstyret har sikret billetpriserne i forbindelse med privatiseringen af Arctic Umiaq Line.
De foreslår derfor, at planerne om privatisering udskydes med et år.
Forbrugerrådet er principielt enige i en eventuel privatisering af passagertrafikken i Grønland.
Formanden for Forbrugerrådet, Nikolaj Ludvigsen, mener dog, at privatiseringen bør udskydes med et år, da konsekvenserne for passagererne kan blive vidtrækkende.
I en pressemeddelelse skriver Forbrugerrådet, at tilskud til kystpassagertrafikken fortsat er at foretrække.
- Forbrugerne er dem der bliver ramt, når overgangsperioden er så kort, siger Nikolaj Ludvigsen, og fortsætter:
- Derfor mener vi, at der skal yderligere et år til at forberede selskabet med henblik på en privatisering, siger han.
På vegne af Forbrugerrådet, siger Nikolaj Ludvigsen også, at samfundet har forpligtigelse til at gøre det muligt for befolkningen, at kunne benytte en trafikform, som alle kan få råd til.
- Det er jo et vidtstrakt land, med en række byer, og ikke mindst en masse bygder vi lever i, siger Forbrugerrådsformanden.