Grønland til fiskerimesse i Ålborg

Skrevet af Karsten Sommer
13. oktober 2005 08:20

Danmarks hidtil største fiskerimesse bliver åbnet i disse timer i Ålborg. Der er godt 400 udstillere fra 25 lande, og messen varer til på lørdag. En række grønlandske fiskere og grønlandske kommuner deltager i messen som udstillere.

- Vi har ikke de store forventninger i år, da det er første gang vi udstiller på messen, siger kommunalbestyrelsesmedlem Rasmus Brandt fra Aasiaat, der er blandt de 17 grønlandske kommuner der har en fælles stand på messen.

- Vi skal udstille husflidsprodukter og vise kommunens forskellige tilbud til turister, siger Rasmus Brandt fra Aasiaat.

Sisimiut Kommune har som den eneste grønlandske kommune sin egen stand på Danfish-messen.

Der regnes med at folk fra 40 forskellige lande besøger messen og alle hotelværelse er booket i Ålborg og omegn i de næste dage.

Fiskeproduktionsfirmaet DanFish arrangerer messen i Ålborg. På den sidste messe i 2003 var der over 20.000 gæster fra de meste af verden.