Grønland repræsenteret i Thorning-Schmidts spørgetime
- Det var en mulighed, som vi ikke umiddelbart troede kunne realiseres, så glæden er selvfølgelig stor, nu da det er lykkedes.
- Jeg er glad for at Sara Olsvig, medens hun var i Folketinget, pressede på og sammen med Doris Jakobsen (Siumut) og de færøske medlemmer stod fast på deltagelse i spørgetimen under en eller anden form. Og det er så blevet et kompromis, hvor vi har muligheden en gang i kvartalet, og det er fint, siger Johan Lund Olsen, som repræsenterer Inuit Ataqatigiit i Folketinget.
Strikse regler for spørgetimen
Det er Folketingets Præsidium, der har besluttet at lade de nordatlantiske medlemmer komme til orde i spørgetimen. Normalt vil statsminister Helle Thorning-Schmidt indlede med fem minutters redegørelse, hvorefter lederen af det største parti, som ikke er i regeringen kan stille et spørgsmål, som højst må vare 2 minutter. Statsministeren skal svare på samme tid, hvorefter partilederne og nu ligeledes de nordatlantiske mandater kan få ordet to gange á 1 minut.
- Jeg har allerede sat et stort kryds i kalenderen og ser frem til en god og konstruktiv direkte dialog med statsministeren, tilføjer Johan Lund Olsen.