Grønland parat til Nationaldag
I morgen tidlig bliver der fyret kanoner af i en række byer i anledning af Grønlands Nationaldag. Det er tyvende gang at befolkningen samles for at fejre årets længste dag.
Morgenen og formiddagen er kanonernes, flagenes, kransenedlæggelsernes og gudstjenesternes tid.
Og så starter festen ellers op af formiddagen.
Hvis vi tager en hurtig rejse op ad kysten så byder Nanortalik på sælflænsning ved kolonihavnen. Hen på eftermiddagen uddeles priser til bl.a. årets unge personlighed, og som det er tilfældet i de fleste byer, slutter dagen med dans – både for de gamle og de unge.
I Narsaq er en af dagens store begivenheder indvielse af byens nye low-budget kulturhus – A-21, og dagen byder også på masser af musik.
I Qaqortoq er der både kunstudstilling og Vestnordisk musik – Rasmus Lyberth stiller op i selskab med en islandsk operasanger og en enkelt tryllekunstner sniger sig også ind i programmet.
I Paamiut konkurrerer de om hvem der hurtigst kan fange en sæl fra egen jolle – og hvis ikke regnvejret ødelægger det, så sprøjter brandvæsenet fodboldbanen fuld af skum – hvorefter der er fodboldkamp. Det lyder sjovt.
I Nuuk har man allerede i dag erkendt at vejret nok vil drille, så en del udendørs begivenheder er flyttet til Nuussuaq og Godthåb Hallen. Men dagen byder ellers på masser af musik, og om formiddagen uddeler Hjemmestyret årets Kulturpris.
I Maniitsoq åbnes en kunstudstilling, og de gamle laver modeopvisning og ældregymnastik-show!
I Sisimiut er der kaffemik i Hallen – og alle er velkomne til at tage ordet i dagens anledning. Eftermiddagen går med lokale arrangementer rundt omkring i byen – og om aftenen teater og musik.
I Aasiaat holder brandstationen åbent og børnene opfordres til – uanset vejret – at medbringe regntøj – så der skal nok komme gang i vandpjaskeriet. Og over middag spiller kommunens personale fodbold mod kommunalbestyrelsen, som lover at arbejde sammen, i hvert fald der.
Qasigiannguit byder på konebådssejlads på Flyvesøen og masser af stegt sælkød.
I Ilulissat arrangerer kommunens ny naturvejleder skattejagt for børnene, der er prisuddelinger og masser af musik.
I Qeqertarsuaq kan man om eftermiddagen opleve hundeslædetræk med båd – og også der uddeles en lokal kulturpris.
Uummannaq har også en kulturpris at uddele – og så er byens mange musikere på banen – bl.a. Den Toppede Høne.
I Upernavik kan man stille op i byens første luftguitarkonkurrence – og byens spillemand Jørgen Kleemann på over 80, spiller også op.
Qaanaaq som DMI lover dagens bedste vejr, har fællesspisning og underholdning lidt uden for byen.
Og på Østkysten er der stort show i hallen i morgen aften – mens befolkningen i Illoqqortoormiut samles til fællesmad i Hvalrosbugten. Og så har de sørme´ en miljøprisuddeling.
Tilbage er blot at håbe på godt vejr – og ønske alle en god nationaldag.