Grønland mangler en embedslæge

05. oktober 2005 08:49

Grønland skal have ny embedslæge.

Efter tre år forlader Knud Brinkløv Jensen posten.

Det sker med udgangen af denne her måned. I øjeblikket søger institutionen en ny leder med ansøgningsfrist til jobbet den 13. oktober. Det kan synes som det er i sidste øjeblik.

Embedslægeinstitutionen sendte ellers opslaget af sted allerede i juni måned. Siden har opslaget ligget og ventet i landsstyrets sekretariat. Direktør i sekretariatet, Jørgen Olsen, har ingen kommentarer til hvorfor opslaget har ventet så længe. Hans eneste kommentar er, at ting tager tid.

En af de sidste beslutninger, embedslæge Knud Brinkløv Jensen har nået at tage, er udpegning af en fungerende formand for Alkohol- og Narkotikarådet. Som afløser for sig selv, har Knud Brinkløv Jensen udpeget Line Dalentoft til fungerende formand. Line Dalentoft er forebyggelseskonsulent i Nuuk Kommune og repræsentant for kommunernes landsforening. Alkohol- og Narkotikarådet vil afvente landstingsvalget den 15. november og derefter sammen med det nye Landsstyre tage stilling til sin fortsatte sammensætning, og de opgaver de fremover skal arbejde med. Rådet vil derefter konstituere sig med formand og næstformand. Dette forventes at ske ved rådets næste møde d. 14. december.