Grønland er med i et verdensomspændende lytte-netværk mod atombomber.
I Kangerlussuaq og Qaanaaq står der lytte-poster, der opsnapper rystelser, der kan afsløre, om der er foretaget atomprøve-sprængninger, skriver Ingeniøren.
Til dagligt bliver de to seismiske stationer brugt til almindelige geologiske undersøgelser, men hvis rystelserne ikke ligner et jordskælv, så kan det være en atomprøvesprængning, som den der var i Nordkorea i oktober.
- Ofte vil man kunne kende forskellen på en eksplosion og et jordskælv ved at lytte til de bølger, som de udsender, siger Søren Gregersen, der er stats-seismolog ved Grønland og Danmarks geologiske Undersøgelser.
I alt vil der – når alle sensorer er opført – være 321 lytteposter i det verdensomspændende netværk.