Grønland helt ude af koldkrigscenter

07. marts 2006 10:49

Et nyt dansk forskningscenter skal nu se nærmere på Danmarks rolle under den kolde krig. Men Grønland og Færøerne er ikke en del af projektet – og det falder den nordatlantiske gruppe i det danske folketing for brystet.

Folketinget behandlede i fredags forslaget om et nyt forskningscenter. Men selvom Grønland og Færøerne udgør 97 procent af det samlede danske areal, så er de helt pillet ud af undersøgelsen.

Og det fik det færøske folketingsmedlem Høgni Hoydal på talerstolen. Men opbakning fra resten af den nordatlantiske gruppe, sagde han blandt andet:

- Vi ved jo fra forskning uden for Danmark, at Færøerne og Grønland har haft umådelig stor betydning for Danmarks dispositioner fra Anden Verdenskrig og fremefter. Vi ved jo, at Danmark i sit forsøg på at finde en rolle i den kolde krigs ulyksaligheder, i balancen mellem stormagterne, jo har brugt Grønland og Færøerne som skakbrikker i det her store politiske skakspil. Det er ikke så mærkeligt, at man gjorde det, men det er mærkeligt, at man ikke har forsket i det og vender det blinde øje til denne dimension, lød det fra Høgni Hoydal.