I morgen flager alle offentlige bygninger herhjemme på halv i respekt for ofrene ved naturkatastrofen i Sydøstasien. Det oplyser landsstyreformand Hans Enoksen.
Det Europæiske Råd er kommet med en opfordring om en fælles markering onsdag den 5. januar til medlemslandene for at mindes ofrene for naturkatastrofen i asien. Og Landsstyret har altså besluttet at følge opfordringen.
Det samme gør Danmark. Den danske regering vil derimod ikke følge en opfordring fra EU's formandsland, Luxembourg, og holde tre minutters stilhed i morgen middag for ofrene for naturkatastrofen i Sydøstasien.
Dermed er Danmark muligvis det eneste EU-land, hvor livet går uforandret videre i minutterne efter klokken 12 onsdag. Ifølge Statsministeriet blev beslutningen om ikke at deltage i EU's fælles markering truffet sammen med de øvrige partiledere i Folketinget. Det sker med henvisning til, at Danmark i søndags holdt to minutters stilhed for ofrene. I Sverige, Norge og Tyskland har regeringerne besluttet at gennemføre tre minutters stilhed, og det vil også gælde alle offentlige transportmidler i landene.