Grønland får udvekslingsorganisation

Der skal stiftes både en landsdækkende og en lokalforening i Nuuk.
- Vi vil gerne lægge en større del af ansvaret over til Grønland og samle en større gruppe af de hjemvendte deltagere fra udenlandsophold, til at tage mere aktiv del i arbejdet heroppe. Det siger Erik Nielsen, der er forenings- og frivilligkonsulent i AFS Interkultur i Danmark.
At de grønlandske udvekslingsstudenter ikke har en forening, har betydet meget lidt forberedelse, før de kommer en tur ud i verden.
- Når der er en udvekslingsstudent, der skal ud og rejse, så er det også vigtigt, at den student bliver godt forberedt. Det skal helst gå i gang i god tid, derfor foregår forberedelsen ideelt i Grønland, siger Erik Nielsen og fortsætter:
- Og på den måde, få noget større kvalitet ind i AFS-arbejdet.
Det skal løftes ved at lave en selection camp, som begynder til foråret, hvor de unge, som sender en ansøgning til AFS, vil blive bedt om at dukke op på campen, hvor de vil blive forberedt i forhold til hvilke lande, de kunne ønske sig at rejse til og hvordan deres sprogkundskaber er.
- Selection camp bliver ikke kun en udvælgelseslejr, men det bliver også en opsamlingslejr for de udvekslingsstudenter, der er kommet hjem. Der skal vi drøfte med dem, om hvor svært, det er at vende tilbage til sin egen kultur, siger Erik Nielsen.
Målet er, at stifte en lokalforening i alle kommuner.