Grønlandske indsatte i Herstedvester i Danmark, der er varetægtsfængslet på ubestemt tid, har ikke umiddelbart udsigt til at blive overført til afsoning i Grønland.
Ganske vist er en af Retsvæsenskommissionens anbefalinger, at der bygges en lukket anstalt i Nuuk. Men på kommissionens konference, der sluttede i aften, blev det flere gange slået fast, at bl.a. de behandlingsmæssige tilbud ikke er til stede.
Justitsminister Lene Espersen siger, at hun principielt går ind for, at grønlænderne skal afsone deres straf i Grønland.
- Men efter konferencen står det også klart for mig, at der er meget store problemer forbundet med at få overført de mest behandlingskrævende indsatte til Grønland, siger hun.
Socialrådgiver og forfatter Tine Bryld, der i en årrække har beskæftiget sig med forholdene for de grønlandske indsatte i Herstedvester og som deltog i konferencen, er ikke imponeret af retsvæsenskommissionens tempo. Det er urimeligt, at man ikke har splittet opgaven op i delmål, så man allerede i dag var i gang med at forberede en lukket anstalt i Grønland og uddanne personale. Nu bliver sagen forhalet i årevis, siger hun.