Grønlændere i Danmark har sociale problemer

28. april 2005 07:36

Mange grønlændere havner i den tunge ende af det sociale system, viser en ny rapport fra Det Grønlandske Hus på Fyn.

Undersøgelsen viser, at mange er uden job. De er på kontanthjælp. Og få er i aktivering, så de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Det Grønlandske Hus har også kigget på forholdene for andengenerations-grønlændere i Odense, det vil sige grønlændere der er født i Danmark. Og her viser den nye undersøgelse, at grønlænderne klarer sig dårligere end både Odense-borgerne som helhed og andengenerationsindvandrere.

Knap 20 procent af andengenerations-grønlænderne er på kontanthjælp. Det er dobbelt så mange, som gruppen af andengenerationsindvandrerne. Og tallet er fire gange så højt som for Odense-borgerne som helhed.

Forstanderen for Det Grønlandske Hus i Odense, Kirsten Mærsk, siger, at rapporten viser, at der er behov for en egentlig integrationsindsats.