Grønlænder i Gellerup: Jeg vil ikke skræmmes væk

Racisme, chikane og overfald, det er nogle af de ting Amalie Ilíngivákêq fra Qaqortoq har oplevet, efter at have boet syv år i Århus bydelen Gellerup.
Skrevet af Louise M. Kleemann
19. august 2008 12:20

Den 38-årige Amalie Ilíngivákêq, og hendes mand Paulus har fire børn.

- Men jeg vil ikke skræmmes væk. Det er ikke os der skal smides ud på den måde, siger Amalie Ilíngivákêq.

Hendes børn har mærket racismen på tæt hold.

- Min datter blev overfaldet af tre indvandrerpiger og mine børn bliver mobbet, fordi de har grønlandske navne, siger Amalie Ilíngivákêq til Radioavisen.

Amalie Ilíngivákêq fortæller, at det ikke kun er hendes familie, der har mærket racismen mod grønlænderne i Gellerup.

- De bliver banket, røvet og forfulgt helt ind til deres fordør og racismen er ikke blevet mindre igennem årene, siger Amalie Ilíngivákêq til Radioavisen.