Google giver Hans Ø til Grønland

Google står på Grønlands side i grænsekonflikten om Hans Ø
Skrevet af mlk
26. juli 2010 07:48

Internetfirmaet har netop opdateret sin grænsedragning i det virtuelle verdenskort Google Maps. Formålet har været at forholde sig mere neutralt i politiske grænsedragningskonflikter, så der på Google Maps er stiplede linjer de steder, hvor der er stridigheder om grænsen.

Men Google har ikke taget højde for den konflikten mellem Canada og Danmark/Grønland om retten til Hans Ø i Kennedy Kanalen. Det skriver IT-magasinet ComOn.

Søger man på Google Maps regnes Hans Ø med til grønlandsk territorium.

Google har derimod taget højde for grænsekonflikter som grænsen mellem Etiopien og Somalia og en omstridt ø på grænsen mellem Brasilien, Uruguay og Argentina.

Ifølge ComOn er kortene også forskellige, alt efter hvem der ser. Brugere af Google Maps India vil således have en anden grænsedragning end brugere af Google Maps China.