For aktieselskabet Nuuk Tourism var 2004 et godt turistår.
Årsregnskabet for 2004 viser et overskud på 112.000 kroner. Omsætningen var på 3 millioner og 406.000 kroner. Det er en fremgang på 943.000 kroner.
Formand for Nuuk Tourism, Anna Heilmann Pedersen glæder sig over tallet på bundlinjen.
- Jeg er meget tilfreds med resultatet, fordi vi de to foregående år har haft underskud, siger Anna Heilmann Pedersen
Hun peger på, at overskuddet skyldes, at Nuuk Tourism har passet godt på pengene i 2004. Derudover har de mange krydstogtsturister og nye tiltag som minicruises og helikopterture pyntet på økonomien.
I 2005 vil Nuuk Tourism igen arbejde på at få mange turister til Nuuk og derved sikre et overskud også for dette år.
Bestyrelsen i Nuuk Tourism vil i fremtiden kigge sig om efter et kontor i bymidten, fordi det nuværende kontor ligger for langt væk fra centrum.