GME: Projektet er ikke bæredygtigt uden eksport af uran
- Er projektet bæredygtigt uden eksport af uran? Nej. Jeg tror, at projektet kræver alle indtægtskilder fra de produkter, der kan laves fra de forskellige råvarer, hvis det skal være internationalt konkurrencedygtigt, siger Roderick McIllree, topchef for mineselskabet til Politiken.
Det australske firma GME har før forklaret, hvordan store dele af indtægterne i det sydgrønlandske projekt skal komme fra uranudvinding. Men op til efterårssamlingens uranafstemning, minder topchefen om, at der altså ikke bliver nogen mine i Narsaq, hvis ikke Inatsiartut ophæver nultolerancen.
I den danske avis kommer en anden spændende udvikling om vores råstofmarked for dagen. Nemlig at det ventede separeringsanlæg for sjældne jordarter måske kommer til at ligge i Danmark.
- Vi ville gerne lægge et separeringsanlæg for sjældne jordarter i Danmark, så det kan forsyne hele det europæiske marked, siger Roderick McIllree til Politiken.
I Danmark og Tyskland har for eksempel følgende elektronikgiganter fabrikker: Vestas, Grundfos, Mercedes og Siemens.