Gletscher stoppede ACG-holdet

21. juli 2005 16:01

Den hårde gletscher ved et af fjeldene ved Tasiilaq, fik en af deltagerne fra Team ACG Ilulissat til at springe fra den netop overståede Arctic Team Challenge.

Det var gletscheren ved den 1000 meter høje Mittivakkat, der satte en stopper for, at Team ACG kom igennem løbet.

Holdkaptajn Finn Siegstad fortæller, hvad der skete:

- Gletscheren er meget hård at løbe på, og på et eller andet tidspunkt trådte jeg forkert. Det gjorde lidt ondt i knæet på vej ned, og da vi kommer ned til teltlejren kan jeg mærke, der er noget galt - det kan slet ikke mere. På fjerdedagen vil knæet så slet ikke mere, fortæller Finn Siegstad.

På fire dage har holdet gennemført omkring 200 kilometer.

9 hold deltog i Arctic Team Challenge i år. De 5 var fra Grønland.

Vinderen af dette års Arctic Team Challenge blev det engelske hold Saab/Salomon. PharmaNord/Inu:IT, der ellers lå i spidsen igennem de første tre dage af løbet, kom ind som nummer to.