Gigantisk isbjerg brækket af
Et isbjerg på billioner af ton er brækket af ved Antarktis, oplyser forskere ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Skrevet af Ritzau
Versionist Mads Lynge
Det gigantiske isbjerg, som er blevet fulgt tæt af forskere i et stykke tid, knækkede af mellem i mandags den 10. juli og i dag, hvor en sektion på 5800 kvadratkilometer brød helt af, siger forskere på Swansea Universitet.
Det afbrækkede isbjerg er blandt de største, der er registreret.
Isbjerget, der er næsten dobbelt så stort som Fyn, har siden sidste måned "hængt i en tynd tråd", inden det knækkede helt fri af ishylden, der kaldes sektion Larsen C, her onsdag morgen.
Satellitoptagelser viser, at ishylden Larsen C nu er 10 procent mindre, end før isbjerget knækkede af.
/ritzau/AFP