GIF tager også til OL

Grønlands Idræts Forbund, GIF, har to repræsentanter med ved OL i London.
Skrevet af Karsten Sommer
27. juli 2012 11:55

Det er Dansk Idræts Forbund, der har stillet to pladser i den danske OL-delegation til rådighed for grønlandsk idrætsliv, fortæller GIF-formand Nuka Kleemann.

GIF´s repræsentanter er Riiki Biilmann og Ole Kielmann Hansen, der ankommer i morgen lørdag til London.

- Vi vil særligt fokusere på at se hvad vi kan lære fra afviklingen af et så stort arrangement, som OL er, siger Ole Kielmann Hansen til Radioavisen.

- OL er selvfølgelig vildt meget større, end noget vi nogensinde kommer til at afvikle her i Grønland. Men vi håber at få viden, som vi kan bruge når vi selv står overfor afvikling af for eksempel Arctic Winter Games og Island Games, siger Ole Kielmann.

Han håber også at få lejlighed til at møde den færøske svømmer Pal Joensen, der er med som en del af det danske OL-hold.

- Pal Joensen træner til daglig i en svømmehal på Færøerne på størrelse med Malik-svømmehallen i Nuuk. Så det vil være inspirerende for os at høre hvordan man når hans høje sportslige niveau under de træningsforhold, siger Ole Kielmann Hansen, der altså i morgen flyver til London sammen med GIF´s anden repræsentant, Riiki Biilmann.