GIF: Forbyd energi-drikke

Grønlands Idrætsforbund går nu ind i debatten om salget af de såkaldte energidrikke til børn og unge under 18 år.
09. februar 2012 14:27

Forbundet hilser med tilfredshed dét stop for salg af energidrikke til børn og unge i skoletiden, som en række butikker i Nuuk, Ilulissat og Ummannaq frivilligt har gennemført. Stoppet er kommet i stand efter samråd med Kommuneqarfik Sermersooq og Grønlands Arbejdsgiverforening.

En række stoffer i energidrikkene - blandt andet et højt indhold af koffein - har en uheldig virkning på specielt børn og de helt unge mennesker. De kan blandt andet medføre koncentrationsbesvær og hukommelsessvigt og har samtidig en negativ indflydelse på kroppen.

Nu skriver Grønlands Idrætsfobund i en pressemeddelelse, at det frivillige stop for salgs energidrikke i skoletiden ikke er nok.

- De skadelige virkninger forekommer ikke kun i skoletiden, men også før og efter, når børnene og de unge dyrker idræt. Idrætsforbundet ser derfor med stor alvor på problemet med energidrikkene og opfordrer forældrene til at være opmærksom på, at idræt og energidrikke ikke hører sammen, skriver formanden for idrætsforbundet, Nuka Klemann.

Med direkte adresse til Inatsisartut slår han til lyd for, at der gennemføres et totalt forbud mod salg af energidrikke her i landet.

Inatsisartut traf på forårssamlingen sidste år beslutning om, at der skal udformes særlige regler for salg af energidrikke til børn og unge under  18 år. Men det er altså ikke nok, mener Grønlands Idrætsforbund, der vil have salget helt stoppet.