GIF får ny generalsekretær

Grønlands Idrætsforbund har udpeget en ny generalsekretær efter Carsten Olsen, der opsagde sin stilling i foråret.
Foto © : Grønlands Idrætsforbund
23. juli 2019 11:49

Jonas Jensen bliver ny generalsekretær i Grønlands Idrætsforbund (GIF) fra 1. oktober.

Han arbejder som organisationskonsulent i GIF, hvor han blandt andet er ansvarlig for processen omkring udarbejdelsen af forbundets nye strategi for 2020-2023.

Fakta
38-årige Jonas Jensen er uddannet arktisk ingeniør og har tidligere en baggrund i byggebranchen.

For godt tre år siden tog han springet ind i sportsverdenen - professionelt set. For udenfor arbejdstiden har han været en dedikeret idrætsudøver og er også aktiv i foreningslivet, blandt andet som frivillig i bestyrelse- og udvalgsarbejde indenfor langrendsporten.
Kilde: GIF

- Vi har valgt Jonas til stillingen som generalsekretær på grund af hans evner til at skabe fremdrift i organisationen og på grund af hans erfaringer indenfor idrætsverdenen og fra hans arbejde i GIF, siger bestyrelsesformand i forbundet, Nuka Kleemann.

Han ser frem til at arbejde tættere sammen med Jonas Jensen fremover.

Verdens mest fysisk aktive land

Den nyvalgte generalsekretær ser frem til at arbejde målrettet videre med visionen om at blive verdens mest fysisk aktive land:

- Jeg brænder for at udvikle idrætten; den spiller en vigtig rolle i samfundet, da den har en særlig evne til at samle folk og sprede glæde og sunde værdier, fortæller Jonas Jensen.

LÆS OGSÅ Carsten Olsen stopper som generalsekretær for GIF

Hans fokus vil være på at udvikle breddeidrætten:

- Jeg er godt klar over, at det kræver en målrettet indsats og løbende udvikling at få fysisk aktivitet integreret i de flestes hverdag, men det er en udfordring, som jeg glæder mig til at tage fat på sammen med resten af teamet i GIF, siger Jonas Jensen i en pressemeddelelse.